OBS! Den version af Internet Explorer, du benytter, er forældet. Vi anbefaler, du gør brug af en nyere browser, så du får den fulde oplevelse, når du besøger Rybners.dk

Rekordfå elever på Rybners i skoleoplæring: ”Der er lærepladser til dem, der kan og vil”

15.06.2026

Siden 2021 er antallet af elever på Rybners Erhvervsuddannelser med en uddannelsesaftale hos en virksomhed steget markant.

Flere og flere erhvervsuddannelseselever på Rybners kommer i lære.

Det viser nye tal fra Rybners Lærepladscenter, som hvert halve år opgør, hvor mange elever der er i gang med en erhvervsuddannelse. I skrivende stund er det godt 2.000 elever på Rybners. Til sammenligning lå antallet på ca. 1.500 i 2025.

Og det betyder, at antallet af elever i skoleoplæring aldrig har været lavere. Ud af de godt 2.000 elever er kun 46 elever lige nu i gang med en erhvervsuddannelse med en skoleaftale. Det svarer til 2,3 procent.

For Anette Fuglkjær, afdelingschef på Rybners med ansvar for Lærepladscentret, er tallene først og fremmest et tegn på, at virksomhederne i lokalområdet tager ansvar.

“Det viser, at virksomhederne gerne vil være med til at uddanne fremtidens faglærte. Alle ved jo, at der kommer til at mangle faglærte i flere brancher. Derfor er det vigtigt, at virksomhederne tager elever ind. Og det gør de,” siger hun.

“For Rybners betyder det, at de elever, vi har, i høj grad får den læreplads, de gerne vil have. Det er meget positivt,” lyder det fra afdelingslederen. 

Tømrer og elektriker skiller sig ud

Udviklingen er især tydelig på nogle af Rybners’ største erhvervsuddannelser. På tømreruddannelsen er 322 elever i gang med en uddannelsesaftale, mens kun 10 elever er i skoleoplæring. På elektrikeruddannelsen er 208 elever i gang med en uddannelsesaftale, mens 11 elever er i skoleoplæring.

”Det er bemærkelsesværdigt, fordi netop de store uddannelser ofte har mange elever, der søger læreplads på samme tid,” siger Anette Fuglkjær.

Det er lykkedes Rybners Lærepladscenter at få mange af de elektriker- og tømrerelever, som startede i skoleoplæring i efteråret, ud i lære, hvilket betyder at vi på de to uddannelser aldrig har haft så mange lærlinge - mere end 500 i skrivende stund.

Jagten fortsætter

Selvom tallene er positive, fortsætter Rybners arbejdet med at skaffe endnu flere lærepladser.

Der er blandt andet nedsat en taskforce, som har til opgave at kontakte virksomheder og hjælpe eleverne med at finde en læreplads, der passer til dem. Lærepladscentret har også et tæt samarbejde med erhvervsorganisationer i og omkring Esbjerg – blandt andre Business Esbjerg og Pro Varde og Vejen Erhvervsudvikling.

“Vi skal have flere med på vognen. Det er helt sikkert,” konstaterer Anette Fuglkjær.

“Man skal ville det”

Til de elever, der bekymrer sig om, hvorvidt de kan finde en læreplads, har Anette Fuglkjær et klart råd. Og det er at klø på.

Hun opfordrer eleverne til at opsøge virksomhederne og til at være åbne for, at den rigtige læreplads ikke nødvendigvis ligger lige rundt om hjørnet.

“Der er lærepladser til dem, der kan og vil,” siger Anette Fuglkjær og fortsætter:

“Hvis du vil et fag, så er det bare at klø på. På Rybners hjælper vi meget gerne med at finde den rigtige virksomhed, men du skal selv ud og møde virksomheden og vise at du vil. Man skal ville det,” afslutter afdelingslederen.

Tilbage

keyboard_arrow_up