OBS! Den version af Internet Explorer, du benytter, er forældet. Vi anbefaler, du gør brug af en nyere browser, så du får den fulde oplevelse, når du besøger Rybners.dk

Nye optagelsestal: Erhvervsuddannelserne på Rybners overgår forventningerne

02.03.2026

Det betyder flere elever i hovedforløb og flere på vej mod lærepladser, som styrker det danske arbejdsmarked, fastslår direktør.

510. 

Så mange elever er optaget på grundforløb 2 (GF2) på Rybners' erhvervsuddannelser. Det er 30 flere end forventet. 

GF2 er den sidste del af grundforløbet, før eleverne er klar til at komme i lære og begynde på deres hovedforløb, hvor eleverne skiftevis er i oplæring i en virksomhed eller modtager undervisning på en erhvervsskole. 

Lars Katzmann, direktør for EUD, Kursusafdelingen og Klimaerhvervsskolen på Rybners, kalder optaget "meget tilfredsstillende". 

“Det viser, at vi har haft succes med vores fastholdelsesindsatser på grundforløb 1 (GF1) i efteråret sidste år, så endnu flere end ventet har valgt at fortsætte på grundforløb 2. Noget tyder på at vores JOB-VEU-forløb, som udbydes af kursusafdelingen, også skaber interesse for grundforløbsuddannelserne, fordi de hjælper flere ud på arbejdsmarkedet," siger han. 

JOB-VEU-forløb er efterspørgselsdrevet opkvalificeringsforløb for ledige eller erhvervsskoleelever, der er under uddannelse. 

For Rybners betyder det øgede optag af GF2-elever en bedre tilstrømning til skolens erhvervsuddannelser – herunder hovedforløb. Samtidig bidrager udviklingen til, at flere elever – i en tid med mangel på faglært arbejdskraft – får lærepladser og dermed styrker det danske arbejdsmarked, forklarer Lars Katzmann. 

Uddannelserne med størst fremgang 

Det er især elektriker-, VVS-energi- samt smedeuddannelsen, der har oplevet en stor overgang fra GF1 til GF2. 

Elektrikeruddannelsen topper med hele 90 tilmeldte elever. VVS-energi-uddannelsen har fået 20 tilmeldte, mens smedeuddannelsen runder 36 elever. Samlet set er det de højeste tilmeldingstal i mange år. 

Klimaerhvervskolen bliver styrket 

De førnævnte uddannelser er også en del af Rybners Klimaerhvervsskole. Uddannelserne skal over de næste år udvikles med henblik på at kunne uddanne fremtidens faglærte til den grønne energiomstilling. 

Set i det lys er udviklingen ekstra gunstig, forklarer Lars Katzmann. 

"Det giver medvind til de uddannelser, der er afgørende for energiomstillingen og for vækst i vores samarbejdskommuner. For Klimaerhvervsskolen åbner det døren til at afprøve flere fagrettede påbygningsforløb, i takt med at flere af vores egne elever fortsætter på hovedforløbene," siger Lars Katzmann. 

"Næste opgave er at sikre, at alle elever har en læreplads efter GF2. Det er vores klare mål, og vi er i gang," afslutter Lars Katzmann.

Tilbage

keyboard_arrow_up