Rybners modtager EU-støtte: Nyt grønt oplevelseshus skal bygge bro til den grønne omstilling i Esbjerg
26.11.2025
Et nyt, grønt undervisningsmiljø skal bringe eleverne tættere på fremtidens job og løsninger. Rybners i Esbjerg har fået støtte til tre grønne projekter, der skal udvikle både undervisning, udstyr og underviserkompetencer. Målet er at styrke unges interesse for erhvervsuddannelser og klæde dem på til at bidrage til omlægningen af energisektoren.
Rybners i Esbjerg har fået tilsagn om EU-støtte til hele tre projekter målrettet den grønne omstilling.
Midlerne kommer fra Børne- og Undervisningsministeriets grønne puljer, som er finansieret af EU-midler, og skal bruges til at realisere en ambitiøs vision om integration af grøn teknologi og bæredygtighed i undervisningen.
Med etableringen af Det Grønne Oplevelseshus på Rybners får både elever og undervisere et nyt, praksisnært og sanseligt læringsrum, hvor den grønne omstilling er i centrum.
Grønne læringsmiljøer skal styrke rekruttering og karriereveje
Det Grønne Oplevelseshus er et visionært initiativ, der skal inspirere både erhvervsskoleelever og folkeskoleelever i udskolingen. Ambitionen er at introducere dem til grønne teknologier og lokale energiløsninger fra første dag.
Projektet skal skabe større interesse for erhvervsuddannelserne og styrke rekrutteringen til VVS-, smede- og elektrikerfagene i Esbjerg og omegn.
"Vi ønsker at gøre den grønne omstilling konkret, lokal og vedkommende for vores elever. I Esbjerg sker den grønne udvikling lige uden for døren, og vores læringsmiljøer skal afspejle det. Derfor investerer vi i både undervisere, udstyr og udvikling af undervisningsforløb, så vi kan uddanne de faglærte, der er brug for til den grønne omstilling", siger Lars Katzmann, direktør for EUD og Kursus på Rybners.
Tre bevillinger med ét fælles mål
Rybners har opnået støtte til:
- Udstyrsinvesteringer: Der etableres et fysisk læringsrum, Det Grønne Oplevelseshus, med svejsesimulator, solcelleanlæg, digital visualisering samt fag- og visualiseringsvægge. Støtte: 2,462 mio. kr.
- Udvikling og afprøvning af undervisningsforløb: Her udvikles konkrete og praksisnære undervisningsforløb i grøn teknologi målrettet GF1-, GF2- og udskolingselever. Støtte: 2 mio. kr.
- Faglig opkvalificering af undervisere: Undervisere fra henholdsvis VVS-, smede- og elektrikeruddannelserne opkvalificeres, så de kan undervise i ny teknologi og grønne løsninger med lokal relevans. Støtte: 775.962 kr.
Fokus på lokal forankring og bæredygtige kompetencer
Alle tre projekter bygger på stærke lokale samarbejder og trækker på behov, som er identificeret i dialog med virksomheder, faglige udvalg og Green Skills-rapporten fra 2024. Målet er at gøre undervisningen tidssvarende og fremtidssikret både for elever og undervisere.
"Det Grønne Oplevelseshus skal være en levende platform, hvor teori og praksis mødes. Her kan eleverne lære gennem konkrete aktiviteter, f.eks. installation af solceller, brug af svejsesimulatorer og visualisering af energiløsninger fra Esbjerg Havn. Det handler om at gøre undervisningen aktuel og motiverende", siger Lizette Yde Frederiksen, uddannelseschef for smede-, skibsmontør- og VVS-uddannelsen på Rybners.
Med initiativet styrker Rybners både overgangen fra grundskole til erhvervsuddannelse og fra uddannelse til job i energisektoren. Det Grønne Oplevelseshus bliver et centralt omdrejningspunkt for dette arbejde.