Ny karrierevej: Bo kaster snøren ud efter en faglært fremtid
13.11.2023
Ti år med salg af blink og fiskestænger er skiftet ud med en erhvervsuddannelse.
Foto: Bo er i en alder af 32 år begyndt på en erhvervsuddannelse.
32-årige Bo Teut Kloster fra Ansager har i over 10 år solgt fiskegrej. Men efter at han blev arbejdsløs i februar, valgte han en ny karrierevej. Han ville være lager- og logistikoperatør, og derfor startede han i august på lager- og terminaluddannelsen på Rybners Tekniske Skole.
- Jeg har altid godt kunne lide at organisere et lager eller en butik. Tingene skal være strukturerede, så det er nemt at finde rundt. Og så kan jeg godt lide at have med kunder at gøre, fortæller Bo.
For 10 år siden uddannede Bo sig til fiskeguide i Sverige, nu er han igen startet på en uddannelse – denne gang som voksen på en erhvervsuddannelse:
- Jeg er 20 uger i skolen på GF2, og herefter skal jeg ud på en arbejdsplads og i lære. Det glæder jeg mig til.
Har du som Bo det store overblik og mod på at styre et lager? Så er lager- og terminaluddannelsen på Rybners Tekniske Skole måske også noget for dig.
Nyhedsbrev
Få nyt om studielivet på vores ungdomsuddannelser og information om uddannelsesvalg.