Information om phishing-hændelse på Rybners
25.02.2026
En medarbejder på Rybners har været udsat for et phishing-angreb.

Rybners vil gerne informere om en IT-sikkerhedshændelse, der har berørt skolen.
Hvad skete der – og hvornår?
Den 12. februar 2026 blev skolen ramt af et phishing-angreb. Angrebet medførte, at uvedkommende fik uautoriseret adgang til en medarbejders webmail og Office 365-konto.
Phishing er en type bedrageri, hvor gerningsmænd forsøger at narre brugere til at udlevere oplysninger (fx login) ved at udgive sig for at være en troværdig afsender.
Hvad kan der være blevet set?
Vi vurderer, at formålet primært har været at sende flere phishing-mails fra medarbejderens postkasse. De uvedkommende har derfor haft adgang til indholdet i medarbejderens postkasse.
Det betyder, at der potentielt kan have været adgang til:
- almindelige oplysninger i e-mails
- i nogle tilfælde personoplysninger
- og i sjældne tilfælde følsomme oplysninger, hvis sådanne er sendt til medarbejderen.
Hvad har Rybners gjort?
Så snart vi blev opmærksomme på hændelsen, handlede vi med det samme for at:
- lukke adgangen til kontoen
- undersøge hændelsen grundigt
- styrke sikkerhedsforanstaltningerne
- sende ekstra information og vejledning ud om phishing-mails
Sikkerheden af data har højeste prioritet, og vi arbejder løbende med at forebygge lignende hændelser.
Vi tager hændelsen meget alvorligt og beklager den utryghed, situationen kan skabe.