2026-planen: Rybners Klimaerhvervsskole skal bygge broer til skoler, virksomheder og vidensmiljøer
22.06.2026
Rybners blev udnævnt til klimaerhvervsskole for godt halvandet år siden. Siden har skolen arbejdet målrettet med en række overordnede, strategiske mål, som hvert år bliver samlet i en mål- og aktivitetsplan.
![]()
Planen for 2026 består af tre hovedpunkter, hvor det andet handler om partnerskaber og skolenetværk, som du kan læse mere om i denne gennemgang:
Tættere samarbejde med de faglige udvalg
Et af de centrale fokusområder for Rybners Klimaerhvervsskole i 2026 er at styrke samarbejdet med de faglige udvalg og efteruddannelsesudvalg.
Det gælder blandt andet EVU, TUR, MI og IU, som spiller en vigtig rolle i udviklingen af erhvervsuddannelser og AMU-kurser. Målet er, at Rybners skal bidrage med idéer til nye grønne kursustilbud – gennem f.eks. udviklingsteamet – og være med til at afdække branchernes fremtidige kompetencebehov.
På den måde kan nye fag, kurser og undervisningsforløb udvikles mere proaktivt, så de matcher de krav, som den grønne energiomstilling stiller til fremtidens faglærte.
Samarbejde på tværs af klimaerhvervsskolerne
Et andet fokusområde er samarbejdet mellem de forskellige klimaerhvervsskoler.
Her skal Rybners være med til at styrke den fælles sparring, det opsøgende arbejde og udviklingen af nye projekt- og samarbejdsmuligheder. Det kan f.eks. være i form af fælles udviklingsprojekter, hvor flere skoler går sammen om at udvikle grøn undervisning til gavn for erhvervsuddannelserne bredt.
Samarbejdet skal både foregå på ledelsesniveau og i konkrete arbejdsgrupper.
Et af succeskriterierne for 2026 er, at der bliver igangsat mindst ét fælles projekt på tværs af klimaerhvervsskolerne.
Videnscentre skal med i udviklingen
Et tredje fokusområde er samarbejdet med de nationale videnscentre.
Rybners Klimaerhvervsskole skal i 2026 igangsætte mellem to til fem fælles udviklingsopgaver sammen med relevante videnscentre. Det kan f.eks. handle om udvikling af undervisningsmateriale, demonstrationsforløb eller brugsmanualer til nyt udstyr og nye undervisningsforløb.
Formålet er, at materialer og erfaringer ikke kun skal bruges på Rybners, men også kunne deles på tværs af erhvervsuddannelser.
I mål- og aktivitetsplanen nævnes blandt andet samarbejde med Videnscenter for Velfærdsteknologi, Videnscenter for Håndværk og Bæredygtighed, Videnscenter for Procesteknologi samt Videnscenter for Automation og Teknologi.
Resultaterne skal blandt andet deles gennem netværksmøder, konferencer og videnscenterportalen.
Skolenetværk og fælles udviklingsprojekter
Et fjerde fokusområde er at videreudvikle og intensivere samarbejdet mellem erhvervsskoler i Danmark.
Her skal Rybners bidrage med både finansiering og ressourcer, når andre skoler kommer med udviklingsidéer og faglige kompetencer. Samarbejdet skal blandt andet handle om idéudvikling, sparring, grønne svendeprøver, påbygningsmoduler og konkrete udviklingsprojekter, der kan føre til nye undervisningsforløb.
Grønne virksomheder og erhvervsfyrtårne
Et femte fokusområde handler om at styrke relationerne til grønne virksomheder og erhvervsfyrtårne – både lokalt og nationalt.
Målet er at udvikle praksisnære projekter og eventuelle innovationsforløb, som kobler undervisningen tættere til den grønne erhvervsudvikling. Samtidig skal samarbejdet bruges til at styrke rekrutteringen af elever, lærlinge og lærepladser.
Det kan f.eks. ske gennem fælles events og en tydeligere synliggørelse af de grønne karriereveje, som eleverne kan vælge.