2026-planen: Rybners Klimaerhvervsskole skal klæde faglærerne på til energiomstillingen
02.07.2026
Rybners blev udnævnt til klimaerhvervsskole for godt halvandet år siden. Siden har skolen arbejdet målrettet med en række overordnede, strategiske mål, som hvert år bliver samlet i en mål- og aktivitetsplan.
![]()
Planen for 2026 består af tre hovedpunkter, hvor det tredje handler om faglig og pædagogisk udvikling, som du kan læse mere om i denne gennemgang:
Faglærere skal dygtiggøres
Et centralt spor i denne del af 2026-planen er opkvalificering af Rybners faglærere. Målet er, at underviserne får endnu stærkere faglige forudsætninger for at bringe den grønne omstilling ind i undervisningen på en måde, der giver mening for virksomheder, elever og kursister.
Hvis den grønne omstilling skal fylde mere i undervisningen, skal underviserne have den nyeste viden med ind i klasselokalerne og værkstederne. De skal kende de grønne teknologier, der vinder frem i virksomhederne. De skal være fortrolige med det udstyr, som brancherne bruger, og som Rybners Klimaerhvervsskole investerer i. Og de skal ikke mindst have de pædagogiske redskaber til at gøre grøn omstilling forståeligt og meningsfuldt for eleverne og kursisterne.
Opkvalificeringen kan blandt andet ske gennem erhvervspraktik, virksomhedsbesøg, kurser og samarbejde med eksterne aktører som for eksempel Teknologisk Institut, videnscentrene og skolenetværk.
Et grønt mindset
Denne del af planen indeholder også arbejdet med at definere et såkaldt ”grønt mindset”. Det er i skrivende stund et abstrakt begreb i klimaerhvervsskole-sammenhæng, men ideen er, at den grønne tænkning skal kunne mærkes i undervisningen og på værkstederne. Faglærerne skal derfor være med til at udbrede en kultur, hvor elever og kursister får en forståelse for, hvordan deres fag rolle i denne grønne omstilling.
Rybners Klimaerhvervsskoles opgave bliver i den forbindelse at skabe en forandring i måden, der blandt faglærerne tænkes uddannelse på. Derfor skal der udvikles en forståelsesmodel i en eller anden form, som kan bruges af ledere og faglærere.
Udviklingsprojekter
Planens tredje fokusområde indeholder også, at Rybners Klimaerhvervsskole skal udføre udviklingsprojekter målrettet uddannelserne. Det skal ske i tæt samarbejde med de faglige udvalg, som har indsigt i branchernes udvikling, og de behov der er. Af den årsag har Rybners Klimaerhvervsskole en efterspørgselsstyret tilgang til udvikling af grøn uddannelse.
Det betyder, at de faglige udvalg er med til at pege på konkrete behov og ønsker til nye eller justerede kurser og uddannelsesforløb. Rybners Klimaerhvervsskole bringer herefter inputtene videre ind i skolenetværket, som består af erhvervsskoler fra hele landet.
AMU-kurser skal sættes sammen
Et andet indsatsområde handler om, at identificere og sætte AMU-kurser sammen, så de målretter sig energiomstillingen. Formålet er at skabe mere sammenhængende læringsforløb, hvor kursister kan tage flere kurser, der tilsammen løfter deres kompetencer inden for grøn omstilling.