OBS! Den version af Internet Explorer, du benytter, er forældet. Vi anbefaler, du gør brug af en nyere browser, så du får den fulde oplevelse, når du besøger Rybners.dk

Årets første EUX-studenter fra Rybners får huerne på

21.06.2024

Melanie Østergaard Reading og Noah Schøler blev årets første studenter fra Rybners EUX.

Årets første EUX-student på Rybners; Melanie Østergaard Reading blev fejret til den helt store guldmedalje. Foto: RybnersÅrets første EUX-student på Rybners; Melanie Østergaard Reading blev fejret til den helt store guldmedalje. Foto: Rybners

Melanie Østergaard Reading blev årets første EUX-Business student fra Rybners Erhvervsuddannelser. Efter at have afsluttet det studierettede år på EUX Business-uddannelsen er hun nu klar til hovedforløbet på uddannelsen.

Til sin sidste eksamen skulle Melanie forsvare sin EOP-opgave, som hun skrev i fagene informatik og innovation. Opgaven omhandlede, hvordan man kan implementere kunstig intelligens (AI) i en frisørsalon for at hjælpe både frisører og kunder – et emne, som ligger Melanie nært, da hun tidligere har arbejdet som frisør.

Fra den 1. september tager Melanie hul på en ny udfordring, når hun begynder på en 2-årig administrativ uddannelse i Ground Handling ved Billund Lufthavn. Uddannelsen kombinerer skoleophold med praktisk erfaring i lufthavnen, hvor Melanie skal arbejde med it og administration.

Melanie er stolt over sin uddannelsesrejse: - Jeg er mega glad, og jeg ryster over hele kroppen. Det har været det hele værd.

Hun ser frem til at blive en del af teamet i Billund Lufthavn og bruge sine nye færdigheder i praksis.

EUX-uddannelsen har været en positiv oplevelse for Melanie, som fremhæver dens mange fordele:

- EUX er en god uddannelse. Det var dejligt, at den kun tog to år – det var overskueligt og hurtigt.

Hun tilføjer, at uddannelsen åbner mange døre: - EUX-uddannelsen giver adgang til rigtig meget. Den åbner til et bredt udvalg inden for kontor. Og så byder uddannelsen ikke mindst på et godt socialt miljø.

Noah har valgt en sikker vej med EUX

Noah Schøler høster frugterne af to uddannelser i én uddannelse. Han har valgt at gå den sikre vej, hvor han får både erhvervserfaring og har mulighed for at læse videre:

- Jeg vil gerne være tømrer nu og ud og arbejde, men jeg tog også uddannelsen for at have et sikkerhedsnet, hvis jeg senere får lyst til at lave noget andet. Og jeg sikker på, min erfaring som tømrer vil være god at have med.

Noah har gennemført den gymnasiale del af EUX Tømrer-uddannelsen. Til foråret venter svendeprøven for Noah. Så nu er skolebænken klaret, og Noah vil tage det gode fællesskab med sig fra Rybners:

- Fællesskabet har været det bedste. Vi har det godt i klassen og sammen med årgangene under og over os. Vi var blandt andet med på studietur til London med klassen over os. Og så er vi nogle gutter, der hvert år tager på skiferie sammen. Det har vi gjort, siden vi startede, og det vil vi blive ved med.

Inden arbejdet kalder, skal Noah først hjem og fejre med venner og familie, at første del af uddannelsen er klaret.

En EUX-uddannelsen fra Rybners giver eleverne det bedste fra to verdener. De får en faglært uddannelse, de kan bruge med det samme, og de får en gymnasial uddannelse, så de kan læse videre.

Læs mere om vores EUX-uddannelser 

 

Nyhedsbrev

Få nyt om studielivet på vores ungdomsuddannelser og information om uddannelsesvalg.

Tilbage

keyboard_arrow_up