OBS! Den version af Internet Explorer, du benytter, er forældet. Vi anbefaler, du gør brug af en nyere browser, så du får den fulde oplevelse, når du besøger Rybners.dk

Birgitte tegner fremtidens mobilnetvæk i 3D

09.06.2020

Hun mistede sin elevplads få måneder før sin svendeprøve. Men Birgitte endte alligevel med et svendebrev og et fast job. Nu designer hun de master, der skal give Danmark lynhurtigt internet.

Foto: Birgitte Elbæk Skov Pedersen (th), Jonas Hansen og Naz Khan er alle ansat som teniske designere hos entreprenørvirksomheden KPR Towers i Bramming.Foto: Birgitte Elbæk Skov Pedersen (th), Jonas Hansen og Naz Khan er alle ansat som teniske designere hos entreprenørvirksomheden KPR Towers i Bramming.

To måneder inden sin svendeprøve som tekniker designer, stod 23-årige Birgitte Pedersen uden elevplads. Virksomheden, hun havde været elev hos, lukkede den afdeling hun sad i og fyrede alle medarbejdere. Birgitte gik - med hendes egne ord - lidt i panik:

- Jeg ringede rundt til en masse firmaer, men der var ikke noget at komme efter. Så fik jeg fat i Peter fra praktikcentret på Rybners. Han satte mig i kontakt med min nuværende chef Michael. Han ledte efter en elev, der var relativt langt i sit praktikforløb, fortæller Birgitte, der nu ansat i entreprenørvirksomheden KPR Towers, der designer og opstiller master til telekommunikation.

- Jeg blev ansat kun én uge efter min fyring. Det gik ret stærkt – det var meget pludseligt. Men det var en fed følelse.

Birgitte er uddannet Teknisk designer fra Rybners Tekniske Skole og hos KPR Towers i Bramming laver hun bl.a. tegninger til byggetilladelser, som kommuner og lodsejere skal godkende. Lige nu arbejder hun på et nyt projekt med TDC:

- Jeg skal tegne en række nye master i 3D for at finde ud af, om de kan stå som planlagt, før vi går i gang med byggearbejdet.

Vores elever udviser stor ansvarlighed
Michael Christensen er Business manager hos KPR Towers. Han har ansat Birgitte og to andre Teknisk Designer-elever, og han er begejstret for det, eleverne byder ind med:

- Som entreprenør kan jeg rigtig godt lide at have en ordentlig tegning at arbejde ud fra. Hvis mine håndværkere skal være optimale ude på byggepladsen, så hjælper det ikke noget, at de har en fedet lap med to kuglepindsstreger på. Birgitte, Naz og Jonas hjælper os med at beskrive opgaven professionelt og tydeligt.

Men en ting er faglighed. Noget andet er det sociale. Og her viser de tre elever ifølge Michael Christensen også stor modenhed og åbenhed:

- De har været gode til at blive en del af miljøet. Vi har jo både kontorfolk og hardcore håndværkere og betonfolk. De har virkelig forstået ånden, og jeg er imponeret af, at de ikke er ældre end de er.

At han ansatte Birgitte, som kun havde få måneder tilbage at sine elevtid, har Michael Christensen ikke haft grund til at fortryde:

- Hun er en fantastisk ung pige med ben i næsen.

Jeg er meget glad for at tegne i 3D
Birgitte fik efter sin svendeprøve – som var en telemast, der skal rejses i Faxe Kommune – byttet elevkontrakten hos KPR Towers ud med en fastansættelse. Nu glæder hun sig til at arbejde som udlært Teknisk designer og give hendes kollegaer et godt fundament at træffe kvalificerede beslutninger ud fra:

- Jeg glæder mig til at tegne og få det hele til at gå op. Fra ingeniøren kommer til mig med en krusedulle på et stykke papir, som jeg så lever til en arbejdstegning i 3D, til der til slut står en mast i landskabet. Det er en fed proces.

På kort tid er virksomheden kommet ind under huden på Birgitte. Før kendte hun intet til telekommunikationsbranchen:

- Jeg havde aldrig tænkt over, at der stod telemaster rundt om i landet. Nu ser jeg dem alle vegne.

Birgitte har nu slettet sin profil på Jobindex. Hun fik en elevplads og nu er hun fastansat. Nu kan hun glæde sig over at arbejder i en virksomhed, der ser ud til at få nok at lave med at bygge det kommende 5G mobilnetværk i Danmark.

Tilbage

keyboard_arrow_up