Blandt landets bedste: Camilla svinger penslen til DM i Skills
15.04.2024
Ungt malertalent fra Rybners deltager for først gang i DM i Skills. Høje standarder og tro på egne evner skal bane vejen til en topplacering.
Camilla Lindholm Gelmer er 18 år, og hun går til daglig på Rybners Tekniske Skole. Her er hun ved at uddanne sig til bygningsmaler, og i april deltager hun for første gang i DM i Skills, der i år bliver afholdt i Roskilde.
Til Danmarksmesterskaberne for unge fra erhvervsuddannelserne skal hun konkurrere mod landets bedste inden for malerfaget:
- Jeg glæder mig til selve konkurrencen; at kæmpe med de andre. Men jeg ser også frem til at være en del at fællesskabet, for jeg kender allerede en del af dem jeg skal op imod.
Men det unge malertalent har nu alligevel øjnene rettet mod sejrsskamlen:
- Jeg håber da, at jeg vinder – det er det jeg går efter.
Camilla går på første hovedforløb på bygningsmaleruddannelsen, men selv om hun altid godt har kunne lide at male, var det ikke en karrierevej hun drømte om fra barnsben. Men i 10. klasse kom Camilla i praktik hos Malenes Malerfirma i Varde, og det ændrede hendes syn på maleruddannelsen, og nu er praktikken skiftet ud med en læreplads og en uddannelsesaftale.
For Camilla er i sit ens, når hun svinger malerpenslen:
- Når du maler skaber du en forandring. Bare dét at male vægge hvide igen gør en mærkbar forskel på et rum.
Stiller store krav til sig selv
Camilla er perfektionist, og hun stiller store krav til sig selv. Derfor kom det også som en overraskelse for hende, da hun sidste år vandt regionsmesterskabet og kvalificerede sig til DM i Skills:
- Jeg var meget overrasket, jeg troede faktisk ikke at det var mig, der ville vinde. Jeg var ikke 100% tilfreds med det jeg havde leveret, men jeg vandt alligevel.
For at fintune sine færdigheder har Camilla været i træningslejr i tre uger i februar, så hun føler sig klar til konkurrencen:
- Jeg håber, jeg bliver tilfreds med mit arbejde, og at jeg til slut ved, at jeg ikke kunne have gjort mere.
DM i Skills bliver i år afholdt fra d. 18.-20. april på Dyrskuepladsen i Roskilde. Camilla og de fem andre unge bygningsmalere starter dog allerede konkurrencen onsdag d. 17. april, da opgaverne kræver ekstra tid til at tørre.
Rybners Tekniske Skole deltager også i danmarksmesterskaberne for flisemurer, hvor 20-årige Markus Silles Jensen stiller op. Markus blev udlært fra Rybners sidste år, og nu arbejder han hos Murermester Rasmussen i Næsbjerg.
Fakta: DM i Skills
DM i Skills er det store årlige Danmarksmesterskab for unge fra erhvervsuddannelserne. Omkring 300 unge er med som deltagere, hvor de kæmper inden for de forskellige fag om at blive landets bedste.
DM i Skills giver de unge chancen for at vise deres talenter. Det er desuden med til at skærpe deres faglige niveau og vise omverdenen – heriblandt grundskoleelever – erhvervsuddannelsernes mangeartede og spændende muligheder.
DM i Skills 2024 afholdes på Dyrskuepladsen i Roskilde den 18.-20. april.
Læs mere om bygningsmaleruddannelsen
Nyhedsbrev
Få nyt om studielivet på vores ungdomsuddannelser og information om uddannelsesvalg.