OBS! Den version af Internet Explorer, du benytter, er forældet. Vi anbefaler, du gør brug af en nyere browser, så du får den fulde oplevelse, når du besøger Rybners.dk

De 10 opgaver: Rybners Klimaerhvervsskole skal efteruddanne faglærere

30.04.2026

Rybners Klimaerhvervsskole arbejder målrettet med ti opgaver, der fungerer som pejlemærker for Klimaerhvervsskolens arbejde og sætter retningen for skolens udvikling i de kommende år. Her er en gennemgang af opgave 6.

Rybners Klimaerhvervsskole skal stå for faglig opkvalificering af faglærere.

Sådan lyder den sjette af ti opgaver, som Styrelsen For Undervisning og Kvalitet (STUK) har fastlagt i forbindelse med udpegningen af Rybners som Klimaerhvervsskole.

Opgaven er vigtig, da faglærernes efteruddannelse er afgørende for, at elever og kursister får adgang til den nyeste viden om teknologier, arbejdsmetoder og grønne løsninger.

Kvaliteten af undervisningen hænger tæt sammen med faglærernes kompetencer. Hvis de ikke er opdaterede, risikerer eleverne at stå uden de kompetencer, som virksomhederne efterspørger i takt med den grønne energiomstilling.

Sådan arbejder Rybners med opgaven

På Rybners sker efteruddannelsen i tæt samarbejde med virksomheder og vidensmiljøer. På sigt skal faglærerne efteruddannes gennem såkaldte Train the Trainer-forløb.

Forløbene giver underviserne redskaber til selv at planlægge og gennemføre undervisning – i dette tilfælde med fokus på den grønne energiomstilling i industrien. Det handler både om det faglige indhold, og om hvordan det bliver formidlet.

Teknologisk Institut har bidraget med ny viden og konkrete indsigter, som underviserne kan tage med ind i undervisningen.

Samtidig skal Rybners løbende sætte gang i andre former for kompetenceudvikling, så faglærerne følger med udviklingen inden for deres fag. Det kan for eksempel være AMU-kurser, diplomuddannelser eller andre specialiserede fagkurser, hvor underviserne får opdateret deres viden om fx nye teknologier, regler og arbejdsmetoder.

En vigtig del af opgaven er også at sikre, at faglærerne bliver fortrolige med nyt udstyr og nye faciliteter, som bliver indkøbt i forbindelse med udviklingen af Rybners Klimaerhvervsskole. Det kræver målrettet oplæring, så udstyret bliver brugt korrekt i undervisningen.

Generelt har branchepaneler, virksomhedsnetværk og skolenetværk en central rolle. I dialog med dem får faglærerne mulighed for sparring, indsigt i nye teknologier og viden om aktuelle behov i branchen. 

Tilbage

keyboard_arrow_up