De 10 opgaver: Undervisningsforløb målrettet energiomstillingen skal udvikles
05.03.2026
Rybners Klimaerhvervsskole arbejder målrettet med ti opgaver, der fungerer som pejlemærker for Klimaerhvervsskolens arbejde og sætter retningen for skolens udvikling i de kommende år. Her er en gennemgang af opgave 3.

Rybners Klimaerhvervsskole skal udvikle og formidle undervisningsforløb, der understøtter erhvervsfaglige og tværgående kompetencer til den grønne energiomstilling.
Sådan lyder den tredje af ti opgaver, som Styrelsen For Undervisning og Kvalitet (STUK) har fastlagt i forbindelse med udpegningen af Rybners som Klimaerhvervsskole.
At udvikle nye undervisningsforløb kan f.eks. være ved at integrere ny teknologi i de eksisterende fag, styrke det grønne indhold, som allerede findes i uddannelsesforløbene, og udvikle grønne påbygningsforløb eller selvstændige undervisningsmoduler. Det kan også være tværfaglige forløb med fokus på energieffektivisering og grønne løsninger. Forløbene kan også tage udgangspunkt i cases fra virksomheder.
Denne opgave er tæt beslægtet med opgave 1, som handler om, at Rybners Klimaerhvervsskole skal udbyde erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelser med særligt grønne vinkler. Læs mere om den første opgave her.
Sådan arbejder Klimaerhvervsskolen med opgaven
Rybners Klimaerhvervsskole har på nuværende tidspunkt etableret de organisatoriske rammer og forankret arbejdet i et tæt samarbejde med relevante aktører – f.eks. advisory board, de faglige udvalg og videnscentre. Samarbejdet med de faglige udvalg er centralt for udviklingen af nye undervisningsforløb, da udviklingen skal ske ud fra branchernes nuværende og fremtidige kompetencebehov.
Klimaerhvervsskolen har derudover samlet et udviklingsteam bestående af faglærere fra både EUD og kursusafdelingen. Sammen skal de arbejde på at udvikle undervisningen i deres uddannelser og efteruddannelsestilbud i en grønnere retning.
Klimaerhvervsskolen har også investeret markant i nyt udstyr, som skal bruges i undervisningen, og faglærerne kan udvikle undervisningsforløbene derefter.
Udviklingen af nye grønne undervisningsforløb kræver også, at faglærerne løbende opkvalificeres. Derfor arbejder Rybners Klimaerhvervsskole på, at faglærerne – ved hjælp opkvalificeringsforløb – er på forkant med ny viden og nye teknologier, som de kan indtænke i undervisningen.