OBS! Den version af Internet Explorer, du benytter, er forældet. Vi anbefaler, du gør brug af en nyere browser, så du får den fulde oplevelse, når du besøger Rybners.dk

Et grønt match: VVS-branchen finder kvalificeret arbejdskraft til matchdag

10.02.2022

Et samarbejde mellem jobcentre, arbejdsmarkedets parter og uddannelsesinstitutioner skaffer arbejdskraft til den grønne omstilling. 13 ledige skal nu i job eller i lære efter et 10 ugers opkvalificeringsforløb til VVS-branchen.

Foto: Et grønt match: Lars Christensen og Lars Hedegaard fik på matchdagen en voksenlærlingekontrakt med Ribe VVS repræsenteret ved HR-konsulent Majbrit Ellgaard Graff.Foto: Et grønt match: Lars Christensen og Lars Hedegaard fik på matchdagen en voksenlærlingekontrakt med Ribe VVS repræsenteret ved HR-konsulent Majbrit Ellgaard Graff.

Der er stor efterspørgsel på faglærte og specialarbejdere til den grønne omstilling. En af de brancher der mangler hænder og hoveder er VVS-branchen.

Derfor har Jobcenter Esbjerg i samarbejde med TEKNIQ Arbejdsgiverne, Blik- og Rør Kreds Sydjylland-Fyn og de lokale jobcentre i Billund, Varde og Tønder igangsat et opkvalificeringsforløb, der gør ledige klar til arbejde i VVS-branchen.

Onsdag d. 9. februar var 42 sydvestjyske VVS- og energivirksomheder og 17 ledige, som netop har fuldført opkvalificeringsforløbet, inviteret til matchdag på Rybners i Esbjerg.

5 af de ledige fik på matchdagen tilbudt job, 8 fik tilbudt en ordinær uddannelse og 4 har aftalt samtaler med virksomheder. 

Kernetropperne i den grønne omstilling

- VVS-branchen mangler kvalificeret arbejdskraft og derfor er det utrolig positivt, at mange aktører er gået sammen om, at gøre ledige interesseret i et job i VVS-branchen, hvor medarbejdere er blandt kernetropperne i den grønne omstilling. Her arbejder man hver dag med tekniske løsninger, som skal sikre at Danmark kan leve op til sine klimaambitioner, udtaler Tina Voldby, underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne.

Målet med opkvalificeringsforløbet er at gøre de ledige interesseret i job eller uddannelse inden for en branche, der har fokus på effektiv brug af klodens ressourcer, når det gælder vand, varme og ventilation.

- Den store mangel på medarbejdere og lærlinge i branchen kræver at vi tænker i nye samarbejdsmetoder og tiltag for at rekruttere til branchen og vores uddannelser. Med sådan en fælleskoordineret indsats blandt alle parterne ser vi bl.a. flere som efter endt forløb påbegynder en uddannelsesaftale og rejsen mod faglært, siger Jørgen Jakobsen, formand for Blik & Rør Kreds Sydjylland-Fyn.

Grøn kvalificeret arbejdskraft

De lokale jobcentre i Esbjerg, Billund, Varde og Tønder har fundet og screenet de ledige til opkvalificereringsforløbet. Under forløbet har de løbende sikret sammenspillet mellem uddannelses- og beskæftigelsessystemet til gavn for både virksomheder og de ledige:

- Vi skal sikre, at det lokale arbejdsmarked har nem adgang til faglig kvalificeret arbejdskraft, så virksomhederne har mulighed for både at drifte eller vækste i den grønne omstilling. Derfor har vi som jobcenter fokus på screening, opkvalificering, rekruttering og den professionelle virksomhedsservice, udtaler Lillian Pedersen, projektkoordinator fra energiteamet ved Jobcenter Esbjerg på vegne af de deltagende jobcentre.    

Opkvalificeringsforløbet er understøttet af fællessekretariatet Green Skills, som er oprettet i samarbejde mellem Rybners, AMU-Vest og Esbjerg Kommune, og som skal bidrage til at skaffe kvalificeret arbejdskraft til den grønne omstilling.

- Forløbet er et godt eksempel på, hvordan der skal samarbejdes på tværs af kommune, uddannelsesinstitutioner og arbejdsmarkedets parter om at skaffe kvalificeret arbejdskraft til den grønne omstilling, siger Lise Willer, direktør for Borger & Arbejdsmarked i Esbjerg Kommune og formand for styregruppen bag Fællessekretariatet Green Skills.

Allerede i marts måned i år afholdes det næste opkvalificeringsforløb med afsæt i samme samarbejdsmodel, denne gang for ledige med interesse i job eller uddannelsen indenfor el-branchen.

Fakta om opkvalificeringsforløbet:

  • Målet med opkvalificeringsforløbet er at gøre den ledige interesseret i job i VVS-branchen, eller starte på VVS-energiuddannelsen.
  • På opkvalificeringsforløbet lærer de ledige selvstændigt at varetage opgaven med at trække og fastmontere rør, og udføre kvalitetskontrol af eget arbejde.
  • Opkvalificeringsforløbet udgøres af ca. 10 ugers undervisning.
  • Fællessekretariatet Green Skills er oprettet i et samarbejde mellem arbejdsmarkedsparter, Rybners, AMU-Vest, SOSU-Esbjerg og Jobcenter Esbjerg. Green Skills understøtter aktørsamarbejdet og de opgaver der henvender sig til rekruttering, opkvalificering og uddannelse til den grønne omstilling.

 

Nyhedsbrev

Få nyt om studielivet på vores ungdomsuddannelser og information om uddannelsesvalg.

Tilbage

keyboard_arrow_up