Første HTX-årgang uden coronaaftryk fejret ved årets dimission
26.06.2026
Årets studenter fra Rybners HTX er den første årgang siden corona, der har gennemført hele deres gymnasietid uden nedlukninger og restriktioner. Det blev markeret ved årets dimission, hvor fællesskab, mod og fremtidstro fyldte i både rektors tale og årets elevtale.
Fredag den 26. juni var der både store smil, tid til eftertanke og rørende øjeblikke i Teknodromen på Spangsbjerg Møllevej, da årets studenter fra Rybners HTX blev fejret ved dimissionen.
Dimissionen markerede afslutningen på tre år på HTX og blev samtidig en særlig milepæl. Årets dimittender er nemlig den første HTX-årgang siden corona, der har gennemført hele deres gymnasieuddannelse uden nedlukninger og restriktioner som en del af hverdagen.
I sin tale lagde rektor Karen Munk Rasmussen vægt på fællesskabet, modet til at fejle og evnen til at finde sin egen vej. Hun opfordrede dimittenderne til at gå ud i verden med nysgerrighed, ansvar og mod, men også til at huske at skynde sig langsomt.
Årets elevtale blev holdt af Andreas fra 3.a. Her kom han omkring både AI’s indtog, fællesskabet på skolen og det sammenhold, der har præget årgangen. Han opfordrede samtidig sine medstuderende til at turde begå fejl og lære af dem. Og som det hører sig til i en god elevtale, var der også plads til humoristiske stikpiller til både lærerne og resten af årgangen.
Som en del af dimissionen blev der også uddelt en række legater til nogle af årets studenter:
Claus Sørensen Group:
Bedste eksamensresultat – 5.000 kr.: Robin Frandsen
Studenterlegat – 5.000 kr.: Minghao Yang
Semco Maritime Group:
Årets gamechanger - 5.000 kr.: Signe Søndergård Knudsen
Lida og Oskar Nielsens Fond:
En særlig indsats for det sociale miljø på Rybners HTX – 5.000 kr.: Sille Hauge Amby Andersen
Bedste eksamenresultat – 5.000 kr. hver:
Alberte Trondhjem Palm
Mie Moesgaard
Stort tillykke til alle årets studenter fra hele Rybners.