OBS! Den version af Internet Explorer, du benytter, er forældet. Vi anbefaler, du gør brug af en nyere browser, så du får den fulde oplevelse, når du besøger Rybners.dk

Folketingsmedlem Anders Kronborg bliver nyt medlem af bestyrelsen på Rybners

08.04.2021

Folketingsmedlem for Socialdemokratiet Anders Kronborg indtræder som nyt medlem af bestyrelsen på Rybners. Her kommer han bl.a. til at bidrage som sparringspartner i forhold til nationale uddannelsesprojekter inden for den grønne omstilling.

Foto: Anders Kronborg har et stort politisk netværk, der vil styrke skolens indflydelse på de nationale uddannelsesprojekter.Foto: Anders Kronborg har et stort politisk netværk, der vil styrke skolens indflydelse på de nationale uddannelsesprojekter.

Rybners udvider sin bestyrelse. Det sker med tilgangen af Anders Kronborg, som er folketingsmedlem for Socialdemokratiet og formand for Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg

Anders Kronborg blev valgt til folketinget i 2019. En af hans mærkesager var mere grøn energi og nye arbejdspladser. For folketingsmedlemmet fra Esbjerg er den grønne energi krumtappen i at skabe vækst og nye job. Navnlig Nordsøen og Esbjerg skal spille en nøglerolle i den grønne omstilling.

Grønne uddannelser og jobs

- Vi er glade for at kunne tilknytte Anders Kronborg til vores bestyrelse. Det at blive en del af Anders store politiske netværk, vil styrke vores indflydelse på de nationale uddannelsesprojekter, siger adm. direktør på Rybners, Olaf Rye.

Rybners har gennem en længere periode arbejdet tæt sammen med den lokale folketingspolitiker blandt andet i Vestjysk Netværk, som er stiftet af Anders Kronborg med fokus på deling af viden om den kommende energiø i Nordsøen.

- Vi skal som uddannelsesinstitution være med til at uddanne arbejdsstyrken i Danmark. Behovet for faglærte og opkvalificering af ufaglærte inden for den grønne omstilling er ifølge alle analyser kæmpestort.

- Derfor er det for mig helt naturligt, at Anders Kronborg nu deltager i bestyrelsesarbejdet og hjælper os både lokalt og nationalt i forhold til de ambitioner, vi har om at geare Esbjerg og vores uddannelser til de fremtidige behov på et mere grønt arbejdsmarked, lyder det fra Olaf Rye.

Rybners er den ungdomsuddannelsesinstitution uden for København, som har det bredeste udvalg af ungdomsuddannelser. Institutionen har også en stor AMU og efteruddannelsesaktivitet. Uddannelserne og kurserne skabes gennem et tæt samarbejde og dialog med virksomheder, grundskoler, videregående uddannelser og andre uddannelsesinstitutioner

En stærk uddannelsesdynamo

- Jeg er utrolig glad for at blive en del af Rybners' bestyrelse, fordi jeg herigennem får mulighed for at følge bl.a. optaget på de erhvervsfaglige uddannelser, som er enormt vigtig for byens grønne omstilling og vores konkurrencedygtighed i forhold til en energiø og fremtidige arbedjspladser.

- Jeg vil gøre mit til, at jeg også kan medvirke som brobygger til byens øvrige uddannelser, så byen samlet står som en stærk uddannelsesdynamo med en rød tråd i uddannelsesstrategien. Vi skal stå sammen om Esbjerg som uddannelsesby, siger Anders Kronborg.

Rybners' bestyrelse består af 12 medlemmer fra erhvervslivet og organisationerne i lokalområdet. Formand er Michael Mathiesen, direktør for Max Mathiesen og Søn A/S, og næstformand er Dan H. Rasmussen, formand for Dansk Metal Vest.

Bestyrelsens medlemmer er valgt for en fireårig periode fra d. 1. maj 2018. Derfor tilknyttes Anders Kronborg bestyrelsen som tilforordnet indtil næste valgperiode.

 

Info om Anders Kronborg:

  • Født i Esbjerg i 1982. Har boet hele livet i Esbjerg.
  • Gift med Helle, som er gymnasielærer på Esbjerg Gymnasium. Helle og Anders bor i Gjesing med deres to børn: Lauge og Leonora.
  • I 2006 uddannet lærer fra Ribe Seminarium - og arbejdet som skolelærer lige siden.
  • Byrådsmedlem i Esbjerg Kommune i 12 år. Har bl.a. været udvalgsformand for Teknik & Byggeudvalget og medlem af Økonomiudvalget.
  • I 2016 blev Anders valgt som folketingskandidat i Esbjerg Bykreds.
  • I 2019 valgt til Folketinget for Socialdemokratiet.

Nyhedsbrev

Få nyt om studielivet på vores ungdomsuddannelser og information om uddannelsesvalg.

Tilbage

keyboard_arrow_up