OBS! Den version af Internet Explorer, du benytter, er forældet. Vi anbefaler, du gør brug af en nyere browser, så du får den fulde oplevelse, når du besøger Rybners.dk

Innovative HHX'ere donerer penge til kræftramte unge i Esbjerg

15.12.2021

To klasser fra Rybners Handelsgymnasium (HHX) donerer penge til Kræftens Bekæmpelse i Esbjerg. Pengene er tjent ved et projekt i faget Innovation.

Foto: Vicktoria Biehl Jensen, Mathilde Hvidtfeldt Jespersen, Rikke Gren Callesen og Preben Jahreis (underviser på HHX) overrækker donationen til Lena Poulsen (th) fra Kræftens Bekæmpelses Esbjerg afdeling.Foto: Vicktoria Biehl Jensen, Mathilde Hvidtfeldt Jespersen, Rikke Gren Callesen og Preben Jahreis (underviser på HHX) overrækker donationen til Lena Poulsen (th) fra Kræftens Bekæmpelses Esbjerg afdeling.

14 grupper fra to anden års klasser på Rybners HHX har i efteråret konkurreret om at tjene flest penge til et velgørende formål. Vicktoria Biehl Jensen, Mathilde Hvidtfeldt Jespersen og Rikke Gren Callesen vandt konkurrencen. De solgte over 500 hjemmesnoede lys til familie, venner og bekendte.

Som vindere af konkurrencen valgte de tre piger at donere de penge klasserne har tjent til Kræftens Bekæmpelses lokalafdeling i Esbjerg:

- Vi kender alle sammen nogle, der er blevet ramt af kræft. Det er et virkelig godt formål, som vi alle gerne vil støtte.

Lena Poulsen fra Kræftens Bekæmpelse i Esbjerg modtog donationen på 2.776 kr. på Rybners Gymnasium i Grådybet. Hun var meget rørt over gaven:

- Vi er virkelig taknemmelige. Vi har mange unge, der i år har mistet en forælder til kræft. Så det gik lige i hjertet på mig, da vi fik donationen, for vi kan faktisk få meget for de her penge.

Pengene skal ifølge Lena Poulsen gå til projektet Ung Kræft i Esbjerg og en nystartet unge-gruppe for otte piger, der har kræft tæt inden på livet.

Stor opfindsomhed og arbejdsomhed

Konkurrencen udsprang fra et længere forløb om foretagsomhed i valgfaget Innovation på HHX. De 14 grupper fandt selv på ideer til projekter, som kunne give penge til et velgørende formål.

- Der har været stor opfindsomhed og arbejdsomhed i grupperne, og jeg er meget stolt af eleverne. Egentlig er de alle sammen vindere, siger Preben Jahreis, som underviser i faget Innovation på Rybners HHX.

Alle 14 grupper deltager resten af skoleåret i undervisningsforløbet Company Programme. Her lærer de at omsætte ideer i praksis og bruge alt det, de har lært i fagene Afsætning, Virksomhedsøkonomi og Innovation.

Læs mere om Rybners HHX

Tilbage

keyboard_arrow_up