OBS! Den version af Internet Explorer, du benytter, er forældet. Vi anbefaler, du gør brug af en nyere browser, så du får den fulde oplevelse, når du besøger Rybners.dk

Kenny vinder DM - igen!

31.08.2021

Kenny Beck Bruun fra Rybners Tekniske Skole er Danmarks bedste flisemurer 2021. Ved et DM i Skills-event på TECHCOLLEGE i Aalborg genvandt han titlen for andet år i streg.

Foto: Kenny Beck Bruun er Danmarks bedste flisemurer Foto: Kenny Beck Bruun er Danmarks bedste flisemurer

Kenny Beck Bruun elsker sit fag. Han sætter en ære i at sætte fliser millimeterpræcist. Og han gør det så godt, at han nu kan kalde sig for Danmarks bedste flisemurer. Han gentog herved bedriften fra 2020, men det slår ikke en sindig sønderjyde, som Kenny ud:

 - Jeg tager det stille og roligt – det gjorde jeg også ved DM. Jeg har ingen stress på.

Kenny er indbegrebet at ro og præcision. To egenskaber, som er essentielle for en god flisemurer.

Kennys talent har fra dag ét stået lysende klart for hans mester Flemming Poulsen, som ejer Murerfirmaet Axel Poulsen A/S i Vejen:

- Han er bare så dygtigt. Han er rolig, og han går aldrig i panik. Og så sidder hænderne godt på ham. Jeg ville aldrig kunne have lavet sådan et stykke flisearbejde, som han gjorde ved DM. Det er virkelig imponerende.

Dobbelt Danmarksmester

Da Kenny i 2020 vandt DM-titlen skete det i København. I år skulle DM i Skills have været afholdt i Fredericia, men arrangementet blev desværre aflyst på grund af corona.

Heldigvis valgte flere erhvervsskoler - heriblandt TECHCOLLEGE i Aalborg - at holde mindre og decentrale danmarksmesterskaber. Derfor kunne Kenny igen i år vise sine færdigheder i konkurrence mod nogle af landets dygtigste flisemurer. Og målet var klart fra start:

- Jeg havde da tænkt, at jeg godt kunne tage titlen en gang til. Jeg havde jo forbered mig godt, så det var bare at følge den tidsplan, jeg havde struktureret. Opgaven var ikke alt for bøvlet.

Den første sønderjyske flisemester

Ved DM for flisemurer startede hver af de fire finaledeltagere med 100 point. Over konkurrencens fire dage blev de fratrukket point, hvis de lavede fejl. Kenny vandt med 89,42 point. Et resultat han var godt tilfreds med:

- Det er rart igen at kunne præstere. Jeg er den første sønderjyde, der har vundet titlen. Og det har jeg nu gjort to gange.

Forude venter en svendeprøve og en ny titel som udlært murer. Hvad fremtiden herefter bringer, ved Kenny Beck Bruun ikke endnu:

- Min fremtid er det livet nu bringer. Jeg tager én dag ad gangen – jeg ser hvad der sker.

Står det til mester Flemming Poulsen bliver Kenny hos firmaet i Vejen i lang tid:

- Vi vil gerne beholde ham forever. Vi har været glade for at have ham i lære, men han skal måske også ud og prøve noget andet.

Læs mere om mureruddannelsen på Rybners

Nyhedsbrev

Få nyt om studielivet på vores ungdomsuddannelser og information om uddannelsesvalg.

Tilbage

keyboard_arrow_up