OBS! Den version af Internet Explorer, du benytter, er forældet. Vi anbefaler, du gør brug af en nyere browser, så du får den fulde oplevelse, når du besøger Rybners.dk

Ordblinde på Rybners: - Læsevejledningen er en kæmpe hjælp

30.01.2023

Rasmus og Christine har begge svært ved at læse og stave, men det forhindrer dem ikke i at tage en ungdomsuddannelse på Rybners.

Rasmus lærte først at stave til sit eget navn i 7. klasse, men til eksamenen i mundtlig dansk på grundforløbet på Rybners fik han et 10-tal. Foto: RybnersRasmus lærte først at stave til sit eget navn i 7. klasse, men til eksamenen i mundtlig dansk på grundforløbet på Rybners fik han et 10-tal. Foto: Rybners

Rasmus Haahr Thygesen bliver stolt, når han tænker på, hvad han har bedrevet.

Han er både ordblind og lyddøv, men på trods at disse udfordringer har han fået sit livs bedste karakter: et 10 tal i mundtligt dansk til grundforløbsprøven på personvognsmekanikeruddannelsen på Rybners Tekniske Skole.

- Jeg var helt oppe at køre. Jeg blev meget overrasket og meget glad. Men først og fremmest blev jeg meget stolt. Jeg lærte først at stave til mit eget navn i 7. klasse.

16-årige Rasmus er glad for den hjælp, han har fået af sin læsevejleder Else på Rybners. En måned inden Rasmus skulle til eksamenen gik de i gang med forberedelserne. To timer om ugen øvede de eksamenssituationen og analyserede noveller, reklamer og artikler:

-  Jeg var rimelig bange for eksamenerne. Men det var en kæmpe hjælp jeg fik af Else. Det gjorde det hele mere overskueligt og nemmere.

- Det har været hårdt, men det har været en kæmpe hjælp. Det er jo aldrig nemt at leve livet. Man skal yde for at kunne nyde, som jeg altid har fået at vide.

Alle i min klasse ved at jeg er ordblind

Et andet sted på Rybners går 18-årige Christine Rask Madsen i 2.g på STX. Hun er også ordblind, og hun roser ligesom Rasmus skolens læsevejledning:

 - Min læsevejleder Liselotte har hjulpet mig meget. Jeg har haft mange gode timer sammen med hende. Jeg har altid følt, at jeg kunne komme til hende med alt – både med læsetoft og andre problemer i gymnasiet. Læsevejledningen er et trygt sted for mig.

Christine blev konstateret ordblind i 4. klasse. Hun er velbevandret i de mange støtteværktøjer til ordblinde, hvor man blandt andet kan få læst tekster højt. Christine kan godt læse, men det kræver meget tid og arbejde, og derfor er de hjælpemidler hun får stillet til rådighed på Rybners en stor hjælp.

Christine skjuler ikke at hun er ordblind, for hende er det ikke et tabu:

- Da jeg var mindre var det ikke noget jeg sagde højt, men nu er jeg helt åben omkring det. Alle i min klasse ved at jeg er ordblind.

På Rybners er der ordblinde i næsten alle klasser. Læsevejledningen giver eleverne specialpædagogisk støtte i form af forskellige hjælpemidler, studiestøttetimer og forlænget tid til eksamen.

Læsevejlederne besøger alle klasser i opstarten af grundforløbet, hvor de fortæller om læsevejledningens tilbud og laver en screening i dansk.

Læs mere om Læsevejledningen på Rybners

 

Nyhedsbrev

Få nyt om studielivet på vores ungdomsuddannelser og information om uddannelsesvalg.

Tilbage

keyboard_arrow_up