OBS! Den version af Internet Explorer, du benytter, er forældet. Vi anbefaler, du gør brug af en nyere browser, så du får den fulde oplevelse, når du besøger Rybners.dk

Rybners fejrer 10-års jubilæum med kæmpe kagemand

04.04.2024

Rybners kan fejre 10-års jubilæum efter fusionen mellem EUC Vest og det tidligere Rybners. Begivenheden finder sted på alle Rybners’ adresser, hvor mere end 3000 elever, kursister og medarbejdere kan markere jubilæet med stor kagemand.

For 10 år siden samlede Rybners både Teknisk Skole, Handelsskolen, det almene gymnasium, det tekniske gymnasium og handelsgymnasium samt AMU-kurser under ét navn. Nu honorerer Rybners’ direktion sammenholdet gennem de 10 år og disker derfor op med en kæmpe kagemand på hver af Rybners’ adresser, der markerer jubilæet.

Administrerende direktør, Olaf Rye, er stolt over, hvad tidens elever, kursister og medarbejdere har formået at tilføre Rybners. Han fortæller, hvordan Rybners blev til en stor uddannelsesinstitution.

Olaf Rye var Udviklingschef på EUC Vest i 2014, mens Peter Amstrup var administrerende direktør. Peter Amstrups ambitioner havde længe været at opbygge en campus lignende uddannelsesinstitution. Muligheden opstod, da det tidligere Rybners henvendte sig til EUC Vest i 2014.

- Det var naturligvis en stor forandring, da fusionen skete, men der er ingen tvivl om, at det var det helt rigtige at få alle uddannelser samlet i ét hus, siger Olaf Rye.

Rybners’ filosofi indebærer, at alle skal have en uddannelse, der er rigtig for den enkelte kombineret med en kyndig vejledning.

- Det brede udvalg af uddannelser samt vores dygtige vejledere gør det nemt for eleven at finde den rette uddannelse på Rybners, lyder det fra den administrerende direktør.

Mere end 30.000 elever og kursister har fået en uddannelse eller efteruddannelse siden fusionen. Rybners er den uddannelsesinstitution uden for København, som har et af de bredeste udvalg af ungdomsuddannelser og er derfor en alsidig institution med mange forskellige uddannelsesområder og funktioner.

En regional og national uddannelsesinstitution

Olaf Rye fremhæver flere ud af mange højdepunkter fra de sidste 10 år. Nogle af dem er udviklingen af en pædagogisk strategi med fokus på den enkelte elev. Han fremhæver desuden Erhvervsuddannelsernes dage, hvor flere tusinde folkeskoleelever vejledes til at finde den rette uddannelse.

Fagenes Fest for faglærte er også et af højdepunkterne, som har vokset sig til et stort arrangement med omkring 500 mennesker. Generelt peger den administrerende direktør på flere spændende politiske projekter i årernes løb for eksempel arbejdet på at blive Klimaerhvervsskole, som der stadig arbejdes på. Og der kommer kun flere projekter på Rybners i fremtiden, som Olaf Rye ser frem til.

- Vi har en ambition om at være regional og national udvikler af uddannelserne, og her er vi kommet langt. Der er ingen tvivl om, at Rybners er blevet en national kendt uddannelsesinstitution. Politikerne på Christiansborg har fået øjnene op for Rybners, hvor blandt andet regeringen anerkender, hvordan vi driver kursusafdelingen med stor succes, lyder det fra den administrerende direktør.

Olaf Rye glæder sig til at smage et stykke kage og fejre jubilæet med ansatte, kursister og elever på Rybners.

- Uden vores dygtige medarbejdere og elever, var vi ikke, hvor vi er i dag. Derfor skal det fejres, og i dag må man godt tage et ekstra stort stykke kage, udtaler en tilfreds Olaf Rye.

 

10 højdepunkter fra de sidste 10 år

2014: Det tidligere Rybners og EUC Vest fusionerede

2015: Erhvervsuddannelsernes Dage blev skudt i gang med besøg af mere end 2000 folkeskoleelever

2016: Rebekka Guldbrand Vedstesen fra Rybners Tekniske Skole vandt DM i Skills for bygningsmalere

2017: På Rybners begyndte man at beskæftige sig med Big data, hurtige processer og administrative robotter

2018: Rybners Almene Gymnasium modtog Undervisningsministerens pris på 100.000 kr. for et studiemiljø i særklasse

2019: Rybners Gymnasier nåede digital milepæl, hvor grundforløbene blev gennemført med digitaliserede undervisningsmaterialer

2020: Olaf Rye blev administrerende direktør

2021: Rybners har spillet en aktiv rolle under etableringen af Green Skills, der oplyser om erhvervsuddannelser og inspirerer til en grønt uddannelsesvalg

2022: TV2 kom på Rybners med programmet Partilederne og de unge stemmer

2023: Green Skills, som Rybners er en stor del af, opkvalificerer med succes ledige og ansatte. Europa-Kommissionen deler projektets resultater på tværs af Europa

Nyhedsbrev

Få nyt om studielivet på vores ungdomsuddannelser og information om uddannelsesvalg.

Tilbage

keyboard_arrow_up