OBS! Den version af Internet Explorer, du benytter, er forældet. Vi anbefaler, du gør brug af en nyere browser, så du får den fulde oplevelse, når du besøger Rybners.dk

Rybners samler slagkraftigt Advisory Board til klimaerhvervsskolen

07.05.2025

Fem centrale profiler fra erhvervslivet og en række organisationer skal rådgive Rybners i arbejdet med klimaerhvervsskolen i Esbjerg. Rybners er én af tre skoler, der er udpeget som klimaerhvervsskole af regeringen.

Da Rybners blev udpeget som klimaerhvervsskole i 2024, var én af hovedopgaverne at etablere et rådgivende organ, der kunne sikre faglighed, relevans og samspil med centrale aktører. Det nye Advisory Board skal derfor bistå direktionen med udvikling, etablering og drift af klimaerhvervsskolen.

"Vi har samlet et Advisory Board med medlemmer, der forstår både energi- og uddannelsessektorens kompleksitet – fra politisk strategi til praktisk implementering. Det er netop den viden, vi skal bruge for at skabe en klimaerhvervsskole, der matcher ambitionen om at bidrage til at levere kompetent arbejdskraft til omstillingen af energisektoren,” siger Olaf Rye, administrerende direktør på Rybners.

Fem stærke stemmer fra arbejdsmarked og industri
Advisory Boardet tæller fem markante profiler med erfaring fra både arbejdstager- og arbejdsgiverside, Esbjerg Havn, interesseorganisationer og det politiske system:

  • Morten Helveg Petersen, bestyrelsesleder i SYNERGI
  • Peter Faber, forbundssekretær i Dansk Metal
  • Dennis Jul Pedersen, havnedirektør i Esbjerg Havn
  • Signe Tychsen Philip, vicedirektør i Dansk Industri
  • Troels Blicher Danielsen, adm. direktør i TEKNIQ

“Jeg føler mig ekstremt godt rustet til den fælles opgave, der står foran os, når jeg ser på de navne, vi har formået at tiltrække. De kommer med erfaring og indsigt fra vidt forskellige niveauer, og det afspejler, hvordan vi skal gribe opgaven an: bredt, involverende og med blik for hele værdikæden i energiomstillingen,” siger Olaf Rye.

Om Rybners:
Rybners udbyder uddannelser på tværs af de forskellige erhvervsuddannelser og gymnasieretninger på sine tre lokationer i Esbjerg og driver desuden sit eget skolehjem. Rybners udbyder desuden AMU-kurser og videreuddannelse via Rybners Kursuscenter og Rescue Center Denmark.

Om klimaerhvervsskolerne:
Rybners i Esbjerg, TEC i hovedstadsområdet og Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier i Herning blev i 2024 udpeget af regeringen som de tre nye klimaerhvervsskoler. Skolerne skal arbejde målrettet med omlægning af energisektoren, grøn transport, klimavenligt landbrug og bæredygtigt byggeri.

Kontakt:
Olaf Rye, administrerende direktør: +45 21 79 85 55

Tobias Dinnesen, presse- og kommunikationsansvarlig: +45 29 13 06 79

Q&A med medlemmerne af Advisory Boardet:

Dennis Jul Pedersen, havnedirektør, Esbjerg Havn

Hvorfor har du sagt ja til at være en del af Advisory Boardet på Rybners Klimaerhvervsskole?

”Jeg kender selvfølgelig til den brede vifte af uddannelser, som Rybners har i Esbjerg. Deres arbejde er utrolig vigtigt for fremtidens Esbjerg. I den sammenhæng er klimaerhvervsskolen essentiel, ikke kun for Esbjerg, men også for hele den grønne omstilling i Danmark.

Hvorfor er det vigtigt, at vi har en klimaerhvervsskole, som adresserer kompetence- og rekrutteringsbehovene inden for omlægningen af energisektoren?

”I Esbjerg er man ofte de første til at teste nye teknologier, men også en del af den pågående grønne omstilling. Her tænker jeg blandt andet på den første kommercielle hydrogenproduktion med havvindmøller, CO2-terminaler, verdens største havvandsvarmepumpe, samt selvfølgelig alt der, der sker inden for vindindustrien.

Hvad ser du frem til at bidrage med til arbejdet med at opbygge klimaerhvervsskolen på Rybners?

”At være med til at skabe samspil imellem erhvervsliv og uddannelse, og derved give mennesker muligheden for at beskæftige sig med noget, som faktisk gør en forskel for klimaet.

Signe Tychsen Philip, vicedirektør, Dansk Industri:

Hvorfor har du sagt ja til at være en del af Advisory Boardet på Rybners Klimaerhvervsskole?

”Hvis vi skal have succes med omlægning af energisektoren i Danmark er uddannelse og efteruddannelse af faglærte og ufaglærte helt vitalt. Og det er jo netop omdrejningspunktet for Rybners. Jeg repræsenterer rigtig mange virksomheder, der er i gang med denne omlægning af energisektoren, så det er helt oplagt for mig at takke ja til at være en del af det nye advisory board.”

Hvorfor er det vigtigt, at vi har en klimaerhvervsskole, som adresserer kompetence- og rekrutteringsbehovene inden for omlægningen af energisektoren?

”Omlægning af energisektoren er helt central og så omfattende i den danske klimaindsats, så det giver god mening, at en af de tre klimaerhvervsskoler fokuserer på dette område. Det vil styrke de mange erhvervsuddannelser og efteruddannelser, der skal bruges til omlægning af energisektoren indenfor f.eks. havvind, biogas og fjernvarme.”

Hvad ser du frem til at bidrage med til arbejdet med at opbygge klimaerhvervsskolen på Rybners?

”Jeg ser min rolle som forbindelsesled mellem udviklingen af erhvervsuddannelserne og efteruddannelse i de centrale udvalg, hvor DI og vores medlemsvirksomheder har et stort ansvar – og så det arbejde som Rybners skal løfte som klimaerhvervsskole. Vi kan nå meget langt, hvis vi samarbejder til glæde for klimaet, virksomhederne og ikke mindst de kommende lærlinge og kursister.”

Morten Helveg Petersen, bestyrelsesleder, SYNERGI:

Hvorfor har du sagt ja til at være en del af Advisory Boardet på Rybners Klimaerhvervsskole?

”Jeg har sagt ja tak med stor glæde, fordi Rybners Klimaerhvervsskole er et nyt og spændende initiativ, der rammer ind i en af de største udfordringer i den grønne omstilling, nemlig manglen på kompetencer og arbejdskraft. Initiativet har alle muligheder for at nytænke ved at kunne gå på tværs af de sædvanlige strukturer i uddannelsessektoren.”

Hvorfor er det vigtigt, at vi har en klimaerhvervsskole, som adresserer kompetence- og rekrutteringsbehovene inden for omlægningen af energisektoren?

”Fordi der er og bliver en stor mangel på kvalificeret arbejdskraft på det grønne område. Hvis vi skal i mål med den grønne omstilling, kræver det mennesker og kompetencer. Rybners Klimaerhvervsskole kan vise vejen.”

Hvad ser du frem til at bidrage med til arbejdet med at opbygge klimaerhvervsskolen på Rybners?

”Jeg håber på at kunne bidrage med mine erfaringer fra både Christiansborg og Bruxelles, hvor mangel på kvalificeret arbejdskraft i stigende grad anerkendes som en væsentlig barriere. Den europæiske dimension er vigtig i fremtidens energi- og klimapolitik, også i forhold til uddannelse, kompetencer og rekruttering.”

Peter Faber, forbundssekretær, Dansk Metal:

Hvorfor har du sagt ja til at være en del af Advisory Boardet på Rybners Klimaerhvervsskole?

”Det er en vigtig dagsorden, og i den verden, vi er en del af, kommer energi, og ikke mindst det at være selvforsynende og eksporterende, til at være en stor faktor. Vi er som land jo historisk langt fremme i verdensdagsordenen vedrørende vedvarende energi i form af vindenergi, og dette arbejde skal udbygges, så vi også fremover vil være en magtfaktor. Dette kan afstedkomme nye uddannelsesmæssige tiltag, som det også er vigtigt at være en del af.”

Hvorfor er det vigtigt, at vi har en klimaerhvervsskole, som adresserer kompetence- og rekrutteringsbehovene inden for omlægningen af energisektoren?

”Vi skal i Danmark også fremover være en magtfaktor med arbejdspladser og viden inden for energisektoren, dette kan vi være med til at sikre, hvis vi også udvikler os som sektor, så vi hele tiden har de bedste uddannelser og efteruddannelsesmuligheder til gavn for medarbejdere og virksomheder i Danmark. Og ikke mindst Danmark, hvis vi med dette tiltag kan være med til at sikre et nyt eksporteventyr.”

Hvad ser du frem til at bidrage med til arbejdet med at opbygge klimaerhvervsskolen på Rybners?

”Jeg ser meget frem til at være med at bidrage med viden inden for uddannelserne, ligesom vi som forbund også kan spille ind på det erhvervsmæssige.”

Troels Blicher Danielsen, administrerende direktør, TEKNIQ:

Hvorfor har du sagt ja til at være en del af Advisory Boardet på Rybners Klimaerhvervsskole?

”Fordi jeg mener, at Klimaerhvervsskolerne er en god ting, og fordi vi har enorm efterspørgsel efter grønne kompetencer i fremtiden - og det er jo, på trods af alle andre store udfordringer i tiden, fortsat den globale opvarmning, der er tidens største og mest alvorlige udfordring for klodens samlede fremtid.”                 

Hvorfor er det vigtigt, at vi har en klimaerhvervsskole, som adresserer kompetence- og rekrutteringsbehovene inden for omlægningen af energisektoren?

”Fordi det fokus på fremtidens kompetencer handler om en enorm teknologiudvikling, at brancherne smelter sammen på nye måder, og det udfordrer de eksisterende faggrænser, og desuden vil særligt AI udfordre uddannelsessektoren helt enorm. Og fordi moderniseringen af energisektoren væk fra fossile brændsler kræver helt nye kompetencer på alle niveauer, men også nye måder at tænke på, styre på og samarbejde på, fordi brancherne og virksomhederne, der aftager eleverne, ændrer sig og smelter sammen på nye måder.”

Hvad ser du frem til at bidrage med til arbejdet med at opbygge klimaerhvervsskolen på Rybners?

”Min indsigt, herunder særligt på AI, og klimaet, og dermed hele koblingen af den grønne omstilling med den digitale omstilling.”

Tilbage

keyboard_arrow_up