OBS! Den version af Internet Explorer, du benytter, er forældet. Vi anbefaler, du gør brug af en nyere browser, så du får den fulde oplevelse, når du besøger Rybners.dk

Rybners sender fire seje håndværkere til DM i Skills

14.01.2020

Kristian, Kenny, Jeppe og Dino stiller op til DM i Skills 2020 for Rybners Tekniske Skole. De har vundet regionsmesterskabet i Sydjylland for elektrikere, murer, tømrer og personvognsmekanikere. Nu venter Bella Centret og tre dage i kamp mod Danmarks bedste lærlinge.

Voxpop. Læs hvad tre af de fire Skills-deltagere tænker om at deltage i DM i Skills, vinde et regiondmesterskab og vise stolthed for sit fag.

Elektriker
Kristian Køpke Sørensen, Rybners EUX Teknisk

Hvad tænkte du, da du vandt regionsmesterskabet?

Det er superfedt. Regionsmesterskabet var lidt at en heksekedel, så da jeg vandt blev jeg meget glad.

Hvordan føles det at skulle deltage i DM i Skills?

Det giver en kæmpe cadeau. Jeg er meget beæret over at få muligheden for at komme til det. Jeg ser frem til at vise, hvad faget kan. Vise, at jeg er stolt af mit arbejde.

Hvad er det, du godt kan lide ved at være elektriker?

Det jeg elsker ved elektrikerfaget, er at gøre folk glade. En kunde har måske ikke haft strøm hele weekenden, når man så kommer ud og laver fejlen, bliver de så glade. Jeg elsker at gøre folk glade – det er en kæmpe værdi for mig.   


Flisemurer
Kenny Bech Bruun, Rybners Tekniske Skole

Hvad tænkte du, da du vandt regionsmesterskabet?

Først troede jeg ikke helt på det. Det kom lidt som et chok, forbi jeg ikke havde regnet med, at jeg skulle vinde. Flere havde ellers sagt at det var en pæn opgave, men jeg tænkte: nej, jeg vinder nok ikke. Så da jeg vandt, var jeg lam i 10 minutter, hvor jeg ikke rigtig kunne få sagt noget.
 
Hvordan føles det at skulle deltage i DM i Skills?

Jeg tror det bliver en fed oplevelse. Jeg har hørt meget om, at der er et godt sammenhold på Skills-holdet. Og hvis man ryger videre til EuroSkills, så bliver du en del af et dansk landshold. Det kunne være fedt at være med til.

Hvad er det, du godt kan lide ved at være flisemurer?

Der kan blive så god en finish indenfor fliser. Tolerancen er så lille, så det hele skal være millimeter præcist – hver gang. Så når du får noget til at lykkedes er det en god følelse – en rigtig god følelse. 


Tømrer
Jeppe Villadsen, Rybners Tekniske Skole

Hvad tænkte du, da du vandt regionsmesterskabet?

Jeg tænkte: hvor er det skjulte kamera? Jeg troede ikke helt på det til at starte med, der gik nok en uge før det gik op for mig. Men nu synes jeg det er meget fedt.

Hvordan føles det at skulle deltage i DM i Skills?

Det er spændende, men der er også meget pres på. Jeg glæder mig til at konkurrerer mod andre dygtige håndværkere i en svær opgave. Jeg ved allerede nu, at vi hver skal lave en del af et kirkespir.
 
Hvad er det, du godt kan lide ved at være tømrer?

Jeg er mest til det traditionelle tømrerhåndværk, hvor du starter med en plade, snører en masse streger op og så står du til sut med en konstruktion. Det er fedt, at du starter med ingenting og slutter af med noget, hvor du tænker: hvordan fik jeg det samlet. Det skal gerne være lidt svært ellers synes jeg ikke der er så meget ved det. 


DM i Skills 2020 finder sted d. 16. til d. 18. januar i Bella Centret i København. DM i Skills er et stort årligt Danmarksmesterskab for unge fra erhvervsuddannelserne. Omkring 300 unge er med som deltagere, hvor de kæmper inden for de forskellige fag om at blive landets bedste.

 

Tilbage

keyboard_arrow_up