Studenter på erhvervsuddannelserne: Jonas og Jacob fandt den rette hylde
31.05.2024
Unge bruger studenterhuen til at blive faglært. Jacob og Jonas starter deres karriere på arbejdsmarkedet med en erhvervsuddannelse.
Studenterne Jonas og Jacob har fundet den rette hylde på Rybners Erhvervsuddannelser. Foto: Rybners
Mange valg skal træffes som ung i Danmark i dag. Et af de svære valg er uddannelse, fordi der er et stort udbud. Derfor bliver vejen hen til den rette hylde anderledes for nogle. Her må man prøve sig frem og gøre erfaringer for at blive klogere på fremtiden.
Det skete for Jonas Schmidt Lund og Jacob Dølby Dueholm, som i dag har fundet deres uddannelsesvej i livet.
Gymnasiet åbnede op for muligheder
For Jacob var gymnasiet en uddannelsesvej, der åbnede op for mange muligheder, hvor han kunne holde sine døre åbne.
- Jeg føler ikke, jeg har spildt gymnasietiden, fordi det har givet mig nogle kompetencer, som jeg kan bruge her, forklarer Jacob, der nu går på VVS-energiuddannelsen på Rybners Tekniske Skole.
Han nævner også, at gymnasiet har skabt et godt grundlag for at kunne gå til eksamen, samtidig med at han har brugt gymnasietiden til at modne.
Jonas, der har en HF, ser også sin gymnasietid som værdifuld for hans nuværende uddannelse som kontorelev.
- For mig har det gjort en stor forskel, at jeg kan bruge noget af det, jeg har lært på gymnasiet, på min erhvervsuddannelse. Særligt min tilgang til opgaver, forklarer Jonas.
Jonas har kun fået positive kommentarer omkring sit valg af erhvervsuddannelse på Rybners Handelsskole efter gymnasiet. Han uddyber også, at han tror, at der engang var flere tabuer om at tage en erhvervsuddannelse efter gymnasiet, end der er nu.
Vejen til en erhvervsuddannelse
Da Jonas var blevet færdig med sin HF, ville han gerne have en videregående uddannelse og læste derfor til folkeskolelærer, men fandt hurtigt ud af at det var vigtigere at følge hans interesse.
- Man skal følge sin interesse og ikke kun fokusere på, hvor meget man kan få i løn, udtaler Jonas.
Han har i løbet af sit liv prøvet forskellige uddannelser og erhverv, og har i sin søgen haft svært ved at finde den rette hylde. Tilfældigvis stødte Jonas en dag på et jobopslag, hvor de søgte en kontorelev. Her udtaler han:
- Jeg fandt et jobopslag som kontorelev, og hele opslaget talte bare til mig. Alle de punkter, der var nævnt, kunne jeg se mig selv i.
Nu, hvor Jonas er startet på uddannelsen, understreger han, at det fedeste ved hans fag er IT-delen, da han har flair for IT.
Jacob har efter gymnasiet prøvet mange forskellige uddannelser og jobs, før han fandt ud af, at han skulle være VVS’er.
- Hvad skal jeg dog med mit liv? Og så var det der jeg tænkte, jeg skal da være VVS’er.
Han beskriver, at alle mændene i hans familie er VVS’er, så det lå lige til højrebenet for ham. Gymnasiet har givet Jacob kompetencer i matematik, og han udtaler:
- Det, jeg har lært i gymnasiet, begyndte at give mening, da jeg fik teorien i hænderne på VVS-energiuddannelsen.
På denne uddannelse forklarer han, at han får det bedste af begge verdener. Det er en alsidig uddannelse, hvor han får lov til at lave meget forskelligt. Samtidig at han har en del kundekontakt, hvilket han rigtig godt kan lide.
Jacob fandt også hurtigt ud af, at fordomme om håndværksfagene kunne viskes væk.
- Håndværksfaget er kendt som et beskidt fag, men jeg synes ikke, at det er så slemt, som folk får det til at lyde. Det handler bare om god hygiejne, forklarer han.
Begge elever har allerede lagt klare planer for deres fremtid. Jacob drømmer om at få en autorisation, når han engang er færdiguddannet VVS’er, så han kan starte egen virksomhed. Jonas drømmer om at blive færdiguddannet og komme ud og arbejde som kontorassistent indenfor spedition.
Tag en erhvervsuddannelse efter gymnasiet
Brug studenterhuen – bliv faglært! Start din karriere på arbejdsmarkedet med en erhvervsuddannelse.