Valdemar og co. finder et godt ”hjem” til målestation
31.10.2020
Sø-projekt støttet af Novo Nordisk Fonden begynder at tage form. Lørdag var fire HTX-elever fra projektet taget til Kvaglund Sø i Esbjerg Ø for at lave målinger af søen.
Foto: Valdemar (med ryggen til) holder linen på bredden, mens Mathias, Viggo og Frederik sejler ud på Kvaglund Sø.
Mathias, Viggo, Valdemar og Frederik fra Rybners HTX sejlede lørdag rundt i en gummibåd på Kvaglund Sø. Her foretog de 150 dybdemålinger af søen - en måling for hver 3. meter.
Målingerne skal eleverne bruge til at bestemme, hvor i søen de skal placere en special designet målestation. Målestationen skal indsamle data om fx nedbør, lufttemperatur og vindretning.
En af deltagerne i sø-projektet er Valdemar. Han går i 2.A på HTX. Og han er vild med naturvidenskab:
- Da vores underviser Steffen forklarede om projektet, synes jeg det lød interessant. Jeg har ledt efter noget ,jeg kunne lave i min fritid, og det virker som et enestående projekt.
For Valdemar giver projektet ham erfaringer med feltarbejde, for han ved allerede nu, hvilken uddannelesesvej han vil følge:
- Jeg ved, at jeg gerne vil læse en eller anden form for ingeniøruddannelse, når jeg er færdig med HTX.
Næste opgave for Valdemar og de andre deltagere i projektet bliver at lave lignende målinger i Spangsbjerg Mølle Sø.
Sø-projektet fik tidligere på året 4,8 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden.
Læs også:
Rybners Tekniske Gymnasium får 4,8 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden